Flag.gif
+45 8612 1849 og +45 2962 8077 info@team-rumaenien.dk
04Rumaenien.jpg
PrintPiktogram.gif Printvenlig version

Rumænien i dag

 

Diversiteten og overfloden af turistattraktioner - naturmæssigt, men også kulturelt og historisk – burde bringe Rumænien på en af de førende pladser i Europa. Indtil starten af 1990’erne, har landet desværre været stort set lukket og dets rigdomme skjulte for omverdenen.
Rumænien er i dag et land, som modtager besøgende med åbne arme, og man bliver overalt mødt med varme og venlighed.
Du vil opleve Rumænien som et farverigt land, fyldt med kontraster, et land hvor fortid og nutid, natur og kultur, tradition og modernitet, skønhed og kitsch og også rigdom og fattigdom, blander sig i en unik oplevelse. Man laver selv sine fortolkninger af oplevelserne, men det er svært at undgå at blive forført og forelsket.

Rumænien har en befolkning på 21,7 millioner indbyggere og strækker sig på et område med 237 500 km2. De fleste store byer har omkring 300.000 indbyggere, mens der bor omkring 2 millioner i hovedstaden Bukarest. Selvom mange i dag bor i byerne, har landet stadig et stærkt og aktivt landsbyliv, som kan opleves overalt når man kører rundt omkring i landet. Især den nordvestlige region, Maramures, er kendt for sin landsbykultur, med folkedragter, folkedans og trækirker, som ikke kun opleves på museer og ved særlige arrangementer, men er en levende del dagligdagen, som det har været de sidste mange hundrede år.
Religion har altid været en del af rumænernes identitet og historie. Landet har derfor utroligt mange kirker, klostre og katedraler. De mest berømte findes i Moldova (den nordøstlige region) og stammer fra 1300 – 1400-tallet. Mange af dem er optaget på UNESCO’s liste som vigtig og bevaringsværdig verdenskulturarv.
Det rumænske landskab er en kompleks og harmonisk enhed af bjerge, bakker og sletter, afsluttet i syd od sydøst med Donau, Donau Deltaet og Sortehavet, hvilket betyder, at landet og naturen tilbyder stort set alt hvad man kan ønske sig.


Det er sket meget siden revolutionen, som startede i Timisoara i december 1989, og Rumænien er i dag et land i fuld genopbygning. Det kan man se overalt; fra huse og ny kvarterer til store indkøbscentre og veje. Især vejarbejde kan give en del rynker på panden som biltrafikkant, og man skal altid regne ekstra tid for at komme fra det ene sted til det andet. Trafikken er tæt i de store byer, især fordi antallet af biler er vokset eksplosivt de senere år, uden at vejene er blevet bredere eller parkeringsforholdene bedre.
Til overnatning findes der mange hoteller, især i de store byer og turiststeder, udbuddet er ret stort og varieret. De fleste hoteller er blevet renoveret og i privat eje og standarden er udmærket. Er man i tvivl, kan man bede om at se værelset først. Morgenmaden er næsten altid inkluderet i prisen. På landet findes der mange pensionater, som er mindre og ofte mere hyggelige, men man skal ikke altid forvente samme serviceniveau, som på de større hoteller. I fuld vækst, og som et anderledes og oplevelsesrigt alternativ, skal det såkaldte agro-turisme nævnes. Det er en form for ophold i landlige omgivelser, hvor gæsterne kan deltage i husstandens daglige aktiviteter, som bl.a. vandreture med hestevogn om sommeren og kane trukket af heste om vinteren, malke en ko på gammeldags vis, indsamling af æg fra reden, deltage i slagtning af en gris osv. osv.
Maden er en solid, velsmagende og mættende oplevelse. Rumænerne foretrækker det gamle traditionelle bondekøkken og selvom man ikke praler så meget af det, er mange af de lokale produkter dyrket på bedste økologiske vis. På grund af et gavmildt klima og godt landbrugsjord, er der altid et stort udbud af lokale frugter, grøntsager, vin, kød og mejeriprodukter på markeder og i supermarkeder. Priserne på især mad og service er stadig lave sammenlignet med Danmark, og en tur på en café, et cafeteria eller en god restaurant er ikke en stor udgift og derfor en oplevelse man bør ikke snyde sig selv for.
Når man rejser i Rumænien skal man være åben over for mindre variationer i rejseprogrammet eller spisetiderne. Det er et sydlandsk temperament, der præger mentaliteten. Efterlad klokkestrengen hjemme og nyd det, du oplever. Møder man landet, kulturen og folket med forståelse og åbent sind, kommer man garanteret tilbage med en unik oplevelse og mange dejlige minder.

 

 

 

01storRU.jpg